Indlæg

Credit: Merete Lehmann Her står jeg ved vandkanten. Med blikket vendt mod en bro der ingen vegne fører hen. Vejen over den er, inden vi ender i tågen, lang og ulige og selve billedet er en illustration på vores gang på jorden og i livet. Vi kan kun gå fremad og kigge os tilbage over skuldrene, for at se fortiden forsvinde i enten glemsel eller krystalklare øjeblikke. For mig er fortiden flere krystaller end tåge. Inde i mine krystaller ligger erindringer så smertefulde, at selv årtier ikke har formået at omdanne dem til tåge, og krystallerne er så knivskarpt slebne, at jeg altid skærer mig på dem hvis jeg rører ved dem. Det kan tage dage at få sårene til at hele igen, og for hver gang bliver arrene en smule tykkere, men ikke mindre ømme.  Tiden heler alle sår siger man, men den kan ikke splintre mine krystaller.  Erindringer kan fortabe sig i tågerne siges det også, men endnu har jeg ikke mistet en eneste af de klare krystaller, jeg ufrivilligt bærer med mig fremad. De ligger altid kla

De vindstille vintersøndage

Hvad ser jeg og hvad ser du i det nøgne træ

Ugens ord eller dagens ord

Den neutrale tekst

Ordets magt

Hvor man læser når man læser

Etymologien er også en historie

Frekvensen af ord

Begyndelsen af ordet