De vindstille vintersøndage

 

Vindstille.

Et ord der ikke behøver megen forklaring. Når man læser "vindstille", dukker der automatisk billeder op for vores indre øje, af en verden uden lyd. Det kan jo i sagens natur sagtens støje en masse, også på en vindstille dag, og de menneskeskabte lyde kan fylde verdensrummet, men der er nu alligevel et eller andet ved illusionen af det vindstille. 

Det ligger for det første i selve ordet. Vind og stille. At der ingen vind er. Storm og blæst er fortrukket og de lyde der altid følger med blæst er forstummet. Vinden er stille. Verden er stille. 

Det er som om at søndage er de mest perfekte dage til vindstille vejr. Sådan har jeg det i hvertfald. Særligt en af den slags søndage om vinteren, hvor der er få mennesker ude, og hvor solen er gemt bag tykke skyer, kan "vindstille" virkelig bruges til noget. Her kan man, når man som jeg, bor ved siden af langstrakte marker og den høje himmel, opleve en stilhed på en vindstille dag, der er fuldstændigt magisk. Skulle jeg endda være så heldig, at det har været så frossent om natten at der er hvidt pudder på alle overflader, så bliver det faktisk ikke mere stille, eller smukt. Sådanne søndage er ikke givne, for vi kan have år hvor vejret og naturen bare ikke rammer den tilstand. Det handler jo om planeter der skal stå rigtigt, og engle der er glade, og at der ingen sorte katte går over vejene, og at alle på den modsatte side af kloden husker at klappe på samme tid.. ca. 

Derfor er det vigtigt at gribe chancen når den er der. Når den rette kombination er til stede, og vi står med en søndag, med vindstille vejr og klar frost. Det er her, det er om at gribe strikhuen og de varme støvler, og allerhelst så tidligt som muligt inden kl 10 ( før resten af verden får samme ide), sætte kursen mod nærmeste stykke natur. Jeg bor desværre ikke længere i et område med skov, men en bar og knasende mark er absolut heller ikke ueffen til, at opnå det jeg leder efter på en vindstille vinterdag, for på sådan et tidspunkt er der nemlig heller ingen fuglekvidder eller andre lyde fra dyr eller natur. Der ER virkelig stille. En vindstille sommerdag tidligt søndag morgen, ved vi alle er det stik modsatte, for der findes intet mere livgivende MEN støjende, end en koloni af småfugle i fuld sving med morgenmaden. Hold nu OP de kan høres!

I en verden fuld af unaturlig og menneskeskabt støj, er det at opleve stilhed nærmest en luksus og en gave. Det er en sjældenhed faktisk, og stilhed er gået hen og blevet noget man kan betale for at komme til at opleve. Det er der mange der gør. De gør det i form at ophold på retreats eller ferier til fjerne egne og lande. Stilhed er desværre også blevet noget, de seneste nye generationer ikke helt ved, hvad de skal gøre med. De er vokset op i en verden af støj. En verden af maskiner, der afgiver lyde af enhver art, og med liv der fra de er helt små, inkluderer samvær med andre, hvilket til en start ikke er en negativ ting. De lærer jo at være sociale og alt det der, men samtidigt er der sket et skred i måden vi eksisterer på som individer, der betyder at uhyggeligt mange unge mennesker ikke aner, hvad de skal stille op med sig selv, hvis ikke der er andre omkring dem. De har ikke lært fra små, hvordan man kan have det godt og fungere fint i eget selskab, og det er noget jeg personligt mener er et stort problem, for indre ro og accept af sig selv bliver bedst skabt, hvis man tilbringer tid alene. Ikke altid, men som en naturlig del af livets hverdage. Det er her man mærker hvem man er, og her man kan høre sig selv. Det er med andre ord på den måde, man også tvinges til netop at forholde sig til sig selv, og de følelser man har i sig. Hvis vi nu voksede op med mere stilhed som en del af rutinerne, så tror jeg på at mange flere ville vokse op som stærkere individer, men måske jeg tager fejl og det bare en en overromatisering af vigtigheden af stille stunder. 

For mig er stilhed uanset hvad, en tilstand jeg stræber mere og mere efter, men det kommer med en pris.  Der følger praktisk talt støj med stilheden. Jeg har som mange mange andre levet et støjende ungdoms og voksenliv. Jeg er vokset op, som en der var tilpas i eget selskab, og med mange lange stunder, hvor håndarbejde, tegning og fordybelse og kunsten at "se" fyldte mig, inden jeg som nyvoksen fik et mere og mere støjende liv. Koncerter i det uendelige og masser af selskabelighed. Ganske som det skal være og og helt vidunderligt at tænke tilbage på, men som jeg i dag altid bærer med mig i mine stunder med stilhed. Jeg har nemlig tinitus. Det blæser konstant i mit ene øre og i det andet er tv'et altid tændt på "sne". Jeg har vænnet mig til det, og det er sjældent jeg tænker over det. I en verden af lyde høres det ikke. Alligevel elsker jeg de her vintersøndage.

De dage hvor det er vindstille, er nemlig også de dage hvor jeg kan mærke at jeg lever, og hvor jeg tænker over AT jeg lever. For det meste går jeg jo bare fra den ene dag til den anden i det liv jeg har og som ikke altid er nemt eller sjovt, og derfor skal en vindstille dag ikke undervurderes, og særligt når det kommer til store tanker, nye ideer og beslutninger, er der ekstra god plads til dem i hovedet på en vindstille dag, og kager smager som bonus ekstra godt efter en vindstille naturoplevelse.

Vindstille er det samme som livskvalitet. Husk det.