Inde i tågen ligger sorgen

Credit: Merete Lehmann

Her står jeg ved vandkanten. Med blikket vendt mod en bro der ingen vegne fører hen. Vejen over den er, inden vi ender i tågen, lang og ulige og selve billedet er en illustration på vores gang på jorden og i livet. Vi kan kun gå fremad og kigge os tilbage over skuldrene, for at se fortiden forsvinde i enten glemsel eller krystalklare øjeblikke. For mig er fortiden flere krystaller end tåge.

Inde i mine krystaller ligger erindringer så smertefulde, at selv årtier ikke har formået at omdanne dem til tåge, og krystallerne er så knivskarpt slebne, at jeg altid skærer mig på dem hvis jeg rører ved dem. Det kan tage dage at få sårene til at hele igen, og for hver gang bliver arrene en smule tykkere, men ikke mindre ømme. 

Tiden heler alle sår siger man, men den kan ikke splintre mine krystaller. 

Erindringer kan fortabe sig i tågerne siges det også, men endnu har jeg ikke mistet en eneste af de klare krystaller, jeg ufrivilligt bærer med mig fremad. De ligger altid klar i den imaginære lille taske der er mit hjerte. Klar til at falde ud, når jeg taber min selvkontrol og kommer til at åbne låsen uden at ville det. 

For enden af regnbuen står en balje med guld, og for enden af broen står en taske fuld af sorg.

Jeg tilbringer mine dage med blikket stift rettet mod i dag og vejen videre, men bag viljen til fremdrift ligger sorgen altid klar til at trække mig tilbage i tågen, med en kraft der kan være svær at overvinde, men hvad handler sorgen om. . .

Der er sorgen over de tabte år da børnene var små og jeg var syg. Det svigt jeg må bære med mig resten af livet. Der er den sorg, der uden at trække tårer, altid rammer mig ved højtider, fordi jeg aldrig igen kan få den enestående chance det er, at have en livsledsager der har kendt mig fra jeg var ung, og som har fulgt min udvikling gennem tilværelsen. Ingen skilsmisser er lette, og de fleste bliver heller ikke gennemført uden grundig eftertanke først, men få tror jeg tænker over den konsekvens det har på netop den ene facon, at man afbryder et forløb som siden er umuligt at erstatte. Forløbet fra ung til gammel er der ingen der taler om i forbindelse med skilsmisser. Vi bliver skilt af gode grunde alle sammen. Også jeg. Det kunne ikke være anderledes for jeg tabte mig selv og blev syg af ægteskabet, men jeg sørger alligevel over at have forspildt min chance for en medsammensvoren, der kan hjælpe mig med at huske tilbage. Og jeg mener forspildt når jeg skriver forspildt.. Jeg traf et valg, uden at være god nok til at mærke efter i mig selv, og det valg var ikke det rigtige. Dengang. Desværre. 

En anden sorg handler om, de to store kærligheder i mit liv, som jeg mistede. Fordi jeg er mig. Hele to gange har jeg oplevet at elske betingelsesløst, foruden den kærlighed jeg har til mine børn og forældre forstås. To mænd der kom, så og sejrede. Og gik igen. To gange er jeg blevet ladt tilbage som krummer på et spækbræt efter voldsomme følelser blev vækket, og to gange har jeg brugt mange år på at samle de krummer sammen så godt som muligt, uden at miste vigtige egenskaber, så jeg kunne gå videre. Det er mange år siden, men sorgen og chokket nægter at blive til tåge. Det er sådan jeg er skruet sammen i hovedet desværre, så selvom jeg fysisk og mentalt er videre, er hjertet det måske ikke helt alligevel. I hvertfald er det de to skygger jeg ser for mig, der for enden af broen. Skygger fra fortiden, der på sær vis stadig følger mig i nutiden. De ånder mig i nakken og taler til mig i søvnen. Bliver så virkelige at jeg ikke kan hitte tilbage til virkeligheden når jeg vågner. 

I tågen er også skygger af de drømme der døde. Forventninger der ikke blev mødt. Illusioner der forsvandt. I det hele taget er der for enden af broen en masse bevægelse jeg ikke kan se, kun fornemme. 

Det er derfor det er bedst at vende sig væk og gå fremad. Væk fra fortiden og ind i nuet.