Den neutrale tekst

Når man går rundt, og bare godt kan lide ord og er vild med sætninger er det ret kikset, hvis man gerne vil beskæftige sig med de to elementer, men absolut ingen historie har på lager. Jeg mener.. det fedeste ville jo være, om der lå en beretning på lur der bare ville ud i verden, og at den beretning kunne blive måden, hvorpå man kunne få brugt nogle af alle de ord, der lå på lager til at bygge sætninger med. Lidt ligesom at have en kasse fyldt med legoklodser uden at ane til, hvad de skal bruges til. Man vil så gerne, men hvordan.. OG hvorfor pokker samle på klodser, hvis ikke man kan bruge dem til noget. Giver det mening?

Sådan er det for mig.

Jeg har i mange år gerne villet skrive. Et eller andet og bare noget om noget, men jeg har alle dage også vidst, at inde i mig bor ingen læsværdig tekst, som det store flertal vil bruge tid på at læse. Det kunne ellers være så utroligt fedt at opleve. At nogen læste noget man skrev. At der var kom et helt håndgribeligt produkt ud af min fikse ide med at samle på ord. Jeg har altid været læser, men aldrig skriver. Eller.. jo, for jeg gjorde mig selv til skriver på en blog. På den måde, fik min lyst til at sætte bogstaver sammen, til noget der kunne læses, en platform hvor jeg med tiden fik trukket andre med ind for at læse med. Det var en lang proces, og kom på ingen måde af sig selv, men lidt efter lidt fandt flere og flere vej til min tekst. De begyndte at læse mine ord, mange kom endda tilbage gang på gang, for det jeg skrev om var nuet. Når fantasien ikke rækker til en historie, er der kun een anden vej at gå, og det er dagbogsvejen. Eller dokumentarvejen. Har man ikke en Kirsten Thorup eller en Helle Stangerup i maven, må man droppe den gamle drøm og skabe sig en ny. Så man må i stedet finde den indre Anne Frank frem så at sige. Ikke at jeg sammenligner mig selv med en sørgelig skæbne som Annes, men hun er lige den jeg kommer i tanke om, når ordet dagbog bliver trukket frem i lyset. 

Så jeg skrev dagbog. 

Måske ikke den slaviske udformning man normalt forbinder med en dagbog, men det gik hurtigt hen og blev en dokumentar fra mit liv. Oftest på daglig basis. Emnerne var mange og skiftede gennem årene, men alle dage var det nuet der blev skrevet om. Hver gang jeg satte mig til tastaturet, anede jeg reelt ikke hvad det ville ende med, og jeg havde sjældent en rettesnor klar om længde eller indhold. Der var kun lysten til at trykke på knapperne med bogstaver, og behovet for at tømme hovedet for de ord, der i nuet lå forrest i bevidstheden. Udgangspunktet blev simpelthen min dagsform mentalt, og det sted jeg var/stod/sad lige der i nuet. Alt andet lige er det jo også langt det nemmeste. Var det en skoleopgave, ville den have lydt:

"Beskriv der, hvor du er lige nu. Fortæl om de mennesker der befinder sig omkring dig, fortæl om indretningen, og farverne du ser. Hvordan dit humør er. Giv et billede af nuet hos dig."

Så sådan greb jeg det an. 

Som (amatør) tekstforfatter havde jeg så heldigvis den fordel ( selvom jeg helst ville have været den foruden, det indrømmer jeg også), at mit "nu" altid var fyldt med små og store dramaer! Der manglede ikke noget at dokumentere, for nu at sige det på den måde.

Som I kan se, er selv denne helt friske nye tekst, et glimrende eksempel på det jeg lige har skrevet om.  Min overskrift indikerer et helt andet indhold end, hvad jeg endte med at taste mig frem til. Det er præcis sådan det udvikler sig for mig og mine ord. ALTID! Jeg ville egentlig have skrevet noget om neutralitet i en tekst, men det endte nærmest stik modsat og er faktisk et udmærket billede på, hvordan min hjerne arbejder. Intet mål eller med, ingen struktur eller retning, bare derudaf på må og få, indtil det hele ender med noget der giver mening.

Og det er det der ER hele meningen med mine tekster.